Den glemte kvindekamp: Kommission skal udfordre æreskulturen

28-01-2022
Nyhed

Regeringen nedsætter Kommissionen for den glemte kvindekamp, der skal komme med anbefalinger til, hvordan vi i Danmark kan sikre, at kvinder med minoritetsbaggrund kan nyde samme rettigheder og frihed som andre danske kvinder.

I Danmark er lige rettigheder mellem kønnene en selvfølge for de fleste. Alle har ret til selv at vælge ægtefælle, til at tjene sine egne penge og til at fravælge religiøse og kulturelle normer.  
 
Men nogle grupper – især piger og kvinder med minoritetsbaggrund – lever i en hverdag, hvor deres rettigheder og frihed bliver begrænset, og hvor familiens ære sættes forrest.
 
Den kultur er mange piger og kvinder allerede i gang med at tage et opgør med, og de fortjener samfundets utvetydige støtte. Derfor nedsætter regeringen nu Kommissionen for den glemte kvindekamp, som skal komme med anbefalinger til, hvordan piger og kvinder fra indvandrermiljøer bedre kan understøttes og få mulighed for at bestemme over eget liv.
 
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye siger:
 
”De seneste år er modige kvinder med minoritetsbaggrund stået frem med deres historier. Mange er blevet voldsomt begrænset i deres sociale liv, valg af partner eller beklædning. Det er ikke omkostningsfrit at stå frem og bryde med den kultur, de er opdraget med. Nogle er blevet udskammet af deres netværk og mødes med vold og trusler. Nogle af dem får at vide, at de er blevet ’for danske’. Men man kan aldrig blive ’for dansk’, når man bor i Danmark. Derfor er det helt afgørende, at vi som samfund gør alt hvad vi kan for at bakke op om kvindernes ret til at leve frit. Regeringen har allerede gennemført lovgivning omkring social kontrol og vi har mere på vej. Men vi er langt fra i mål, og derfor har vi brug for konkrete anbefalinger fra kommissionen.”
 
Minister for ligestilling Peter Hummelgaard siger:
 
”Desværre er det ikke kun ude i verden, at vi ser, at piger og kvinders helt grundlæggende rettigheder bliver krænket. Vi oplever det også herhjemme. Der er kræfter i nogle indvandrermiljøer og religiøse miljøer, der begrænser piger og kvinders frihed og mulighed for at udfolde sig. Derfor er jeg glad for, at vi nu nedsætter denne kommission, for ligestilling skal gælde for alle i Danmark.”
 
Kommissionens formand bliver borgmester Christina Krzyrosiak Hansen.
Hun siger:
 
 Alt for mange piger og kvinder har ikke den samme frihed som alle vi andre, fordi de er udsat for negativ social kontrol. De er ikke fri til at vælge deres egen partner og være sammen med dem de elsker. De er ikke fri til at være hvem de vil være eller gå den vej de vil i livet. Sådan bør det ikke være i dagens Danmark.   Derfor glæder jeg mig meget til arbejdet i Kommissionen for den glemte kvindekamp, som jeg synes er et navn, der passer godt til det vi skal i gang med. Og jeg glæder mig til at høre input fra kommissionsmedlemmerne, som selv har mange års erfaringer med disse problematikker og fra andre, der ved noget om, hvordan vi kan komme problemerne med negativ social kontrol til livs. Det her er noget, der er blevet talt om i mange år, men der er brug for at finde flere gode løsninger. Det er det vi skal forsøge nu, og det arbejde er enormt vigtigt og meningsfuldt.”    
 
Kommissionen skal have fokus på, hvordan det danske samfund kan styrke indsatsen mod æresrelateret social kontrol. Blandt andet ved at gøre op med særhensyn og berøringsangst fra myndighedernes og samfundets side.
 
Kommissionen skal også overveje, hvordan offentlige institutioner mere tydeligt kan hævde demokratiets værdier klart og effektivt.

Læs hele kommissoriet her

 

Fakta om Kommissionen for den glemte kvindekamp

Kommissionen for den glemte kvindekamp skal bl.a. tage udgangspunkt i følgende værdier, som bør gælde for alle, der bor i Danmark:  
  • Et godt børneliv uden vold i opdragelsen og med socialt samvær med børn af begge køn, herunder med deltagelse i sport, klasseudflugter, leg og fri udfoldelse. 
  • Et godt ungdomsliv med mulighed for selv vælge en kæreste og ægtefælle og bestemme over sin egen krop og seksualitet.
  • At være en del af Danmark, selv vælge sin uddannelse, vælge sine egne venner, deltage i fester, deltage i arbejds- og foreningslivet, gå klædt uden tvang, tænke og tale frit og retten til at fravælge religiøse normer.  
Kommissionen for den glemte kvindekamp skal afslutte sit arbejde i begyndelsen af 2023.  
Udover formanden sammensættes kommissionen af følgende medlemmer:
 
Sofie Danneskiold-Samsøe
Ahmad Mahmoud
Kefa Abu Ras
Halime Oguz
Lise Egholm
Halima El-Abassi
Roya Moore
Mehmet Ümit Necef
Maria Bjørn
Anita Johnson

/Kommissionen for den glemte kvindekamp