Folketinget har vedtaget en ændring af udlændingelovens regler om bortfald af opholdstilladelser ved genopdagelsesrejser m.v.
Efter lovændringen, som blev vedtaget den 8. juni 2022, vil opholdstilladelser for børn, der er sendt på genopdragelsesrejser, som altovervejende udgangspunkt ikke bortfalde.
Om lovændringen udtaler formanden for Kommissionen for den glemte kvindekamp, Christina Krzyrosiak Hansen:
”Jeg er rigtig glad for, at Folketinget i dag har vedtaget en ændring af reglerne for bortfald af opholdstilladelser ved genopdragelsesrejser. Fremover vil et barns opholdstilladelse som det klare udgangspunkt ikke bortfalde, hvis barnet bliver sendt på genopdragelsesrejse. For mig er det helt afgørende, at vi altid sørger for at holde fokus på, hvad der er bedst for piger og kvinder, som udsættes for æresrelateret social kontrol – også i de meget voldsomme tilfælde af æresrelateret social kontrol, som en genopdragelsesrejse er. Det er selvfølgelig ikke børnene, der skal straffes for forældrenes helt forkerte og skrækkelige handling. Derfor er jeg glad for Folketingets beslutning.
Loven indeholder derudover bestemmelser om kommunernes pligt til at videregive oplysninger om genopdragelsesrejser til Udlændingestyrelsen og SIRI, og giver styrelserne hjemmel til at kunne afholde samtaler med de mindreårige, uden underretning og deltagelse af forældremyndighedsindehaveren, ved mistanke om forestående eller afsluttet genopdragelsesrejse. Dette mener jeg også er to vigtige og meget fornuftige greb henimod at de forældre, der sender deres børn på genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold, bliver straffet.”
Loven træder i kraft den 1. juli 2022.
/ Kommissionen for den glemte kvindekamp