Anita Johnson er ny formand for Kommissionen for den glemte kvindekamp

22-05-2024

Christina Krzyrosiak Hansen har valgt at overdrage posten som formand for Kommissionen for den glemte kvindekamp for at skabe mere tid til sin familie og borgmesterjobbet i Holbæk Kommune. Regeringen har udpeget Anita Johnson, der har været medlem af kommissionen siden dens oprettelse i 2022, som ny formand.

Anita Johnson er uddannet socialrådgiver og er til dagligt direktør i RED Center mod æresrelaterede konflikter. Hun glæder sig til at fortsætte arbejdet i sin nye rolle.

Anita Johnson udtaler:

”Jeg ser mange unge piger og kvinder, der kæmper en hård og sej kamp for at bestemme over eget liv og bryde ud af æresrelateret social kontrol. De fortjener al den hjælp og støtte, vi som samfund kan give dem. Arbejdet i kommissionen står mit hjerte meget nært, og jeg er beæret over at blive udpeget til at lede arbejdet videre efter Christina, der har gjort et fantastisk stykke arbejde. Kommissionen har nogle fantastisk fagligt dygtige medlemmer. Nogle har forsket i årtier på området, mens andre har praktisk erfaring med problemstillingen i kraft af deres jobs som bl.a. socialrådgivere og undervisere. Jeg ser frem til at få alle medlemmernes kompetencer i spil, så vi kan kvalificere den offentlige debat om æresrelateret social kontrol og komme med anbefalinger, der gør en forskel.”

Christina Krzyrosiak Hansen udtaler:

”Det har været en stor ære og enormt vigtigt for mig at stå i spidsen for det vigtige arbejde med bekæmpelse af æresrelateret social kontrol i Kommissionen for den glemte kvindekamp. Jeg er imidlertid kommet frem til, at jeg ikke kan lægge den tid og de kræfter, det kræver at være kommissionsformand, mens jeg samtidig er borgmester i Holbæk, udvalgsformand i KL og nybagt mor til en lille dreng. Jeg har derfor meddelt regeringen, at jeg ønsker at overdrage posten som formand for kommissionen og samtidig træde ud af kommissionen. Jeg har siddet som formand for kommissionen i mere end to år på grund af valgkamp og regeringsforhandlinger. Det var noget længere tid end planlagt, og med min lille nye dreng i verden og borgmesterposten, så er det tid til at give stafetten videre til en anden ildsjæl, der har mulighed for at dedikere sig 100 % til den vigtige kamp mod æresrelateret social kontrol. Jeg har fuld tillid til, at Anita og de mange dygtige medlemmer af kommissionen vil løfte denne opgave. Jeg ønsker dem alt det bedste og håber, at regeringen vil lytte til deres kommende anbefalinger.”

 

For yderligere spørgsmål kan I kontakte sekretariatet på 61983288 eller .